Lægfolkets del i Kirkens opgave

2. Kirken er blevet til for at udbrede Kristi rige overalt på jorden til Gud Faders herlighed og på den måde give alle mennesker del i den frelsende forløsning1 og virkelig indordne hele verden under Kristus. Enhver handling i Kristi mystiske legeme, som er rettet mod dette mål, kaldes apostolat. Dette udøver Kirken i alle sine lemmer, omend på forskellige måder, for det kristne kald er ifølge sin natur også et kald til apostolat. Ligesom intet lem i et levende legeme forholder sig helt passivt, men samtidig med legemets liv også tager del i dets arbejde, således også i Kristi legeme, som er Kirken, hvor “hele legemet vokser sin vækst ... efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del” (Ef. 4,16). Ja, lemmernes forbindelse og sammenknytning er endog så stærk (jf. Ef. 4,16), at et lem, som ikke virker for legemets vækst efter sin kraft, hverken kan siges at gavne Kirken eller sig selv.

Der er i Kirken en mangfoldighed af tjenester, men kun én sen­delse. Kristus pålagde apostlene og deres efterfølgere, at de i hans navn og med hans myndighed skulle lære, helliggøre og styre. Men lægfolket, som har fået del i Kristi præstelige, profetiske og kongelige embede, opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse.

Lægfolket udøver et virkeligt apostolat ved at stræbe efter at udbrede evangeliet, at helliggøre menneskene og at gennem­trænge og fuldende verden med evangeliets ånd. Således bærer deres stræben på det verdslige plan tydeligt vidnesbyrd om Kristus og tjener til menneskenes frelse. Men da det er karakteristisk for lægfolkets stilling, at det lever midt i verden og dens handlinger, kaldes det af Gud til at udøve apostolatet som en surdej i verden, glødende af Kristi ånd.