Det bedste tryllerkunstner trick

Xavier Margenat arbejder i en bank i Girona (Spanien). Desuden er han amatørtryllekunstner. Hans bedste trick? At forvandle en simpel hobby til en måde at gøre noget for andre på ved at give dem en god oplevelse.

Xavier Margenat.

– Hvordan startede din forkærlighed for tryllekunsten?

En dag, da jeg var lille, fik jeg en vidunderlig gave: en stor rektangulær kasse i rødt og sort, med en stav og en stjerne som lyste op på låget: det var det berømte tryllesæt fra firmaet Borrás. Det magiske rum begejstrede mig hele min barndom og ungdom. Gennem en ven kom jeg i forbindelse med en tryllekunstnerforening og lærte dér nye teknikker.

– Og hvad kan du bruge trylleriet til nu?

Jeg hører til Opus Dei og er ansat i en bank. I min fritid er jeg vejleder i en fritidsklub for unge i Girona. Fritid er lærerig, og hvis man bruger den på andre, er det desuden mere morsomt. Derfor underviser jeg drengene i tryllekunst, og bagefter besøger vi børn på et børnehospital for at glæde dem og distrahere dem med vores tricks.

– Og virker det?

Jeg tror på trylleriet, selvfølgelig: alle vi tryllekunstnere ved, at under et hospitalsbesøg kan vi med nogle snore og nogle skumbolde få glæden frem i et sygt barns sjæl, eller få ham eller hende til at glemme sin sygdoms smerter nogle øjeblikke med vores tricks... Det er tryllekunstnerens virklige magt: at fabrikere en illusion.

Det trick, som de synes bedst om, er det med papkassen, som vi gennemborer med 15 koste, men med tryllekunstnerassistenten indeni kassen. Hvordan vi gør det? Det er ikke et trick! Det er....magi.

– Og drengene, som laver tryllekunster sammen med dig, hvordan hjælper det dem?

Jeg tror man må tilbyde børn nogle kvalitetsprodukter, i hvilke de, gennem morskab og fantasi, og med morsomme og positive midler, lærer livets store værdier at kende,. Jeg ved det, for det hjalp mig. Mine forældre, der var konditorer, lærte os at udvikle aktiviteter og gennemføre uddannelser, som prøver på at give glæde og skønhed videre til andre.

– Og dig, personligt?

Jeg nyder meget at se overraskelsen i ansigterne og de der ”oooh!” fra publikum. Selv om tingene af og til ikke lykkes så godt, som jeg havde tænkt mig, når jeg forsøger at knytte to og tre tricks sammen til et. Men, som jeg har lært i Opus Dei, i et hvilket som helst slags arbejde må man vedholdende begynde forfra igen og igen.

Jeg er netop ved at perfektionere et nummer hvor jeg tager et glas appelsinjuice ud af et tørklæde og bagefter får en coca cola flaske til at komme til syne. Det med flasken er det vanskeligste, for i min sidste optræden begyndte væsken at komme ud af min jakke på det mest ubelejlige tidspunkt. Det skal man ikke bekymre sig om. Det må man tage med som biindtægt. Tryllekunstnerens biindtægt.