Plads i den katolske Kirke

Den åndelige uddannelse som Opus Dei tilbyder, supplerer det virke, som finder sted i de lokale Kirker. De personer, som går ind i Opus Dei, fortsætter med at være medlemmer i det bispedømme, de tilhører.

Opus Dei blev grundlagt i 1928. I 1941 blev det godkendt af biskoppen i Madrid, og i 1947 af Pavestolen. Siden 1982 har Opus Dei været et personalprælatur i den Katolske Kirke.

Det Andet Vatikankoncil skabte den juridiske institution, som kaldes personalprælatur for derigennem at muliggøre udviklingen af særlige pastorale opgaver. Personalprælatur-erne indgår i Kirkens herarkiske struktur. De består af lægfolk og præster, som under ledelse af en prælat organisk samarbejder for at udføre prælaturets særlige opgaver.

Opus Dei´s virksomhed består i at uddanne prælaturets lægfolk og præster, som under en prælats ledelse organisk medvirker til at udføre prælaturets særlige opgaver.

Opus Dei´s virksomhed består i at uddanne prælaturets lægfolk, så de selv kan udvikle en alsidig apostolisk virksomhed – hver på sin egen plads i Kirken og i verden –, og i deres omgivelser fremme idealet om, at alle er kaldede til hellighed.

Prælaturets medlemmer´s opgave – ligesom mange andre katolikkers – går ud på at gøre den kristne tro levende, hvilket med Guds nåde kommer sognene og de lokale kirker til gode: frugterne er omvendelser, en større deltagelse i Eukaristien, en hyppigere deltagelse i de andre sakramenter, udbredelsen af evangeliet i miljøer, som til tider lever fjernt fra troen, solidariske initiativer for de mest trængende, deltagelse i katekismusundervisning og andre sogneaktiviteter og samarbejde i bispedømmets arbejde.

Dette apostolat, som udføres af Opus Dei´s medlemmer, udvikles indenfor rammerne af prælaturets specielle nådegave: helliggørelsen i arbejdet og i det almindelige livs gøremål.

Opus Dei´s ledere fremmer enheden mellem prælaturets medlemmer og bispedømmets hyrder, de opfordrer dem til at fordybe deres viden om de lokale biskopper og biskopskonferencens anvisninger og opmuntrer dem til at efterleve disse anvisninger i praksis, hver i overensstemmelse med sine personlige, familiære og arbejdsomstændigheder.

På grund af denne opgaves helt åndelige karakter blander prælaturen sig ikke i de timelige spørgsmål, som deres medlemmer tager stilling til med fuld frihed og med personligt ansvar.

Statutterne påpeger, at prælaturets medlemmer, når det gælder deres arbejde eller deres sociale og politiske idéer osv. indenfor den katolske tros- og morallæres rammer har ganske den samme komplette frihed som alle andre katolske medborgere. Prælaturets ledere har pligt til helt og holdent at afstå fra at give råd i disse materier.