Se Gud i det daglige liv og i ”det der kommer uforudset”.

José Ramón er kunstner, og måtte igennem ”grå stær” og andre vanskeligheder for at kunne fortsætte med sit arbejde. Han siger: ”Jeg forstår gennem den hengivenhed jeg oplever i Opus Dei, at jeg bør forbedre kvaliteten af mine malerier.”

Personlige vidnesbyrd

”Nu må jeg udføre alt hvad jeg gør med største kvalitet og værdighed, for jeg maler med ansigtet rettet mod Gud.; før i tiden bekymrede jeg mig kun om at tilfredsstille kunderne, men nu kommer Gud i første række. Når jeg løfter blikket ud over staffeliet i mit atelier og ser billedet af Jomfru Maria og af sankt Josemaría, beder jeg Gud om, at han vil hjælpe mig, så jeg ikke laver noget makværk, men får løftet niveauet op og vil male det bedst mulige. Jeg forstår gennem den hengivenhed jeg oplever i Opus Dei, at jeg bør forbedre kvaliteten af mine malerier.”

José Ramón Iglesias Rivera (fra La Coruña) er en kunstner, der har levet hele sit liv blandt pensler; og i Opus Dei har han lært, at hans opgave i livet er at helliggøre både det, der hører dagligdagen til og også det, der kommer ”uforudset”. Siden han var 11 år gammel har det dagligdags for ham været kunsten, timerne i atelieret med at tegne og male de ordrer han fik; af og til kom de ”som små dråber”, af og til med sved på panden og stort arbejdspres for at opfylde de krævende afleveringsfrister, som for eksempel ved forberedelsen af en udstilling, og så den udmattende økonomi – ”jeg kender ikke til en månedsløn” siger han, ”til at klare dagen og vejen for min kone og fem børn.

Kærlighed som en katapult

Og ved siden af det der er normalt for en kunstner, har han, siden han i halvfjerdserne søgte om optagelse i Opus Dei som supernumerario, lært at helliggøre de uforudsete ting som Herren på et eller andet tidspunkt besluttede at udsætte ham for: som f.eks. at komme uskadt fra en gaseksplosion der skete i hans hus; næsten at miste synet; at hjælpe sin hustru, der har været syg fra for mange år siden; og på afstand leve og ånde for den mindste søn, som er så værdifuld, men som lever som ”bohemer”.

Efter at han lærte Opus Dei at kende gennem en kunde, som kom for at bede ham lave et portræt af sin far, den tidligere borgmester i den store by, og efter at have været med til et retrætekursus, så José Ramón klart, at Gud bad ham om noget mere. ”Jeg forstod – forklarer han på sin egen måde- at den store kærlighed jeg følte for min hustru og for mit arbejde kunne forenes med den spirituelle kærlighed, med min kærlighed til Gud, og desuden lagde jeg mærke til, at denne kærlighed til Gud var som en katapult, der hjalp mig til at overvinde de vanskeligheder og små kår jeg befandt mig i.”

En næsten blind kunstner

Alle disse arbejdsår uden pause endte med at nedbryde hans syn. Der kom en tid, hvor han måtte bruge en teaterkikkert for at kunne fortsætte, for at kunne danne sig et indtryk af det, han malede.

”I den epoke, hvor jeg havde mindst syn fik jeg en vigtig ordre til hovedkontoret i ONCE, som jeg ikke kunne gå glip af, og jeg var nød til at udvikle mig. Min omgang med blinde personer lærte mig at opføre mig og fortsætte min livsrytme uden at mine mangler kunne mærkes. Jeg kunne ikke se nummeret på bussen, og måtte spørge på en måde, så folk ikke lagde mærke til noget:

F.eks. sagde jeg: ”Jeg tror, at det er nummer 22 der endelig kommer!, for at den person, som stod ved siden af mig ville opklare situationen eller sige ”Nej, denne her er nummer 17.”

I sådanne omstændigheder tænkte José Ramón, at Herren ville sætte ham på en prøve. ”Hvad mon Herren beder mig om” overvejede han. Og uden at give op i sit arbejde, lod han Herren hjælpe sig med at komme ud af problemet. Til sidst opererede en dygtig øjenlæge ham for nu tre år siden for den frygtelige stær han havde, og José Ramón har fået sit syn tilbage med sådan klarhed, at han siger, at det er ligesom det syn han havde, da han kom ind i kunst og mester skolen i La Coruña, da han var 11 år.